Det går bra i Hundfjället..

.. Endnu ingen brækkede lemmer, overrevne korsbånd eller det der er værre. Til gengæld både lidt feber samt en omgang rå'en mave.

Agnes startede ferien med at kaste op 3-4 gange natten til søndag, hvor vi overnattede på et hotel i Göteborg. Jeg havde egentlig en ide om, at det nok tildels skyldtes klorvandet fra hotellets pool, som vi havde benyttet os af tidligere den lørdag. Sådan en omgang klorvand i en babymave er ikke nødvendigvis det bedste.
Men, da hun så søndag over middag kvitterer med endnu en ladning opkast, just som jeg har hende i armene og står og vurderer indholdet i den mexicanske buffet vi har valgt at frekventere, indser jeg, at det nok næppe skyldes klorvandet. Øv. Øv både for mig, mit tøj og min BH, men ikke mindst for hende.
Idag er det lørdag.. Skiferien er allerede ved at være slut (big øv), og hun er stadig lidt slatten. Heldigvis har hun haft det acceptabelt de forgangne dage. Og hey, desto mere slatten, desto nemmere at holde styr på! Omend jeg nu godt kan unde hende snart at komme helt ovenpå denne omgang sygdom.

Hendes farmor og farfar/vores velgørere (svigermor og svigerfar har været så søde at betale hele ferien, pånær transporten hertil. Det er sgu da meget flinkt!) har ligeledes ligget syge. Med rå'en mave. Det varede heldigvis ikke så længe, som man ku' ha' frygtet, men de måtte begge stå en dag over hele skihalløjet og blive i sengen. Det var deres bryllupsdag tilmed. Temmeligt nederen. Til gengæld er det sikkert år og dag siden, at de har været så meget sammen i så længe af gangen. Hele dagen i samme seng kun afbrudt af ture til det nærliggende toilet... Som heldigvis ikke var det samme som vores!

Om kedeligt og ligegyldigt blogskibleri..

Forleden dag (eller "her sidste dag", som jeg egentlig burde skrive uden betænkninger, hvis ikke det var fordi, at København så småt er begyndt at ødelægge mig en lille smule...) fik jeg skriblet et blogindlæg sammen, for første gang i ret længe. Flere måneder faktisk.

Og det var faktisk ret hyggeligt. Og nemt - netop som jeg hele tiden har tænkt om det at blogge. Det er så nem og hurtig en måde at holde journal over hverdagen på, og berette til familie og venner, de der måtte gide at læse med, om hvad vi render og foretager os af ligegyldigheder. 

Men. Jeg sagde det selv. Ligegyldigheder, ikke? 

For netop som jeg sad og skrev mit 2. blogindlæg i længe, slog det mig igen: Gud hvor er dette da ligegyldigt news (det var noget om, at Agnes og jeg holdte Barnets Første Sygedag, men at hun faktisk ikke var specielt syg alligevel, og at vi havde været i Spinderiet, og at jeg havde købt for små strømpebukser, fordi jeg nok havde overvurderet mit vægttab en smule!) og faktisk kedede jeg mig så bravt ved at skrive det, at jeg endte med at slette det igen, inden jeg overhovedet fik det udgivet. For hvis det var så kedeligt at skrive, så ville det da sikkert være mindst lige så kedeligt at læse. Ikke kun for eventuelle følgere, men jo sådan set også for Agnes senere i livet.

Så istedet for ét ligegyldigt indlæg, fik jeg nu skriblet et andet mindst lige så ligegyldigt indlæg ned om, hvad der må anses for at være ligegyldigt. Hm.

Vi er desuden i Sverige på skiferie. Det ku' måske være værd at berette om en gang senere.. F.eks. ku' det være værd at nævne at jeg kom ned af den blå piste helt uden hverken at skide i bukserne, tude mascaraen istykker eller på anden vis være fuldstændig lammet af frygt. 

Så so far ingen brækkede lemmer eller iturevne korsbånd. En succeshistorie uden lige.

God aften!

Til 6-dagesløb med kælen løbebaby..

Idag er det Agnes' 15 måneders fødselsdag, og dagen fejrede vi i Ballerup Super Arena til 6-dagsløbet.

Jeg havde aldrig set 6-dagesløb før. Og det har jeg stadig ikke.

Sår'n er det at ha' fået yngel, I guess..
Jeg mindes stadig dengang, da det endnu kun var kusine Filippa, der eksisterede i denne verden (af børn i den nære omgangskreds, that is) og Agnes blot var en fremtidsillusion - det var så skønt så skønt at se Filippas forældre bøvle rundt med hende, alt imens man selv bare kunne slå skankerne op og drikke sin øl i ro og fred! Eller.. egentlig synes jeg jo som sådan ikke, at det var skønt at se dem knokle (skadesfro er man jo trods alt ikke), det var mere det, at JEG/vi ikke skulle røre en finger. Ahh.. Fordums tider.

Men fedt var det nu alligevel, til cykelløb (ja, det er jo det det er; 6-dagesløbet. SÅ meget fik jeg dog med). Agnes' onkel havde skaffet os nogle fornemme VIP-pladser i midten af al det der cykleri. Lilla(!) løber, hvide duge, gratis mad og alt det drikke, vi ku' tænke os.
Til sådanne arrangementer er der følgeligt en ufattelig støj, hvilket medførte, at bettelorten kun fik en middagslur på ca. 45 min. Sammenlignet med de 3-4 timer hun plejer at ta' i vuggestuen, var det li'som liiige en kende lidt. Og hun var også en smule uregerlig. Skøn, sød og smilende, bevares, men lidt uregerlig altså.
Pigen har absolut ingen frygt i livet - ingen frygt for at støde på onde mennesker i mylderet af fremmede, eller for at blive væk fra sin far og mor. Igen, bevares, hvordan sku' hun dog egentlig også kunne vide, at sådanne ting kan ske, og hvor frygteligt, det ville være, hvis de gjorde?! For, det sker jo aldrig i og med, at vi render hende i hælene som en anden hyrdehund.
Hun løber, hvor det passer hende, spænder lidt ben for folk, der kommer for tæt på, eller bare på anden vis står i vejen for hendes færd. Hun sætter sig på hug, lægger hovedet på skrå og siger "hej" til jævnaldrene og andet småfolk. Og hun er bestemt ikke for fin til at give et par fremmede ben - være sig både mænd og kvinder - en ordentlig krammer. Det er så enormt kært og medfører også bare en masse smil på vejen.. Og lidt suk og en jævnt høj puls fra undertegnede.

Nå men, hvorom alting er, så var det en fornøjelig dag, og hvad der bare øgede til fornøjelsen var, at hun sov sødt i sin seng kl. 19,15 her til aften.
Og med al den tid på hånden blev det lige til lidt skriveri herinde. På den ellers døde blog..
Nu vil jeg takke af for i aften og gå i køkkenet med resterne af de chokoladeovertræks-knapper, jeg den sidste time har guffet i mig. Med velbehag vil jeg ønske, jeg kunne sige. Men for at være ærlig, så smager sådanne chokoladeknapper sgu'itte så ski'e godt. Kalorierne derimod, de er nok desværre det samme, om chokoladen er god eller ej. Der er ingen retfærdighed til altså.

Syg baby..

Åhh suk.
Agnes har kastet op udover mig 4 gange idag. FIRE gange. Og ingen gange på faderen, værd at bemærke. Han må ta' imod imorgen. Eller.. Faktisk håber jeg ret meget på, at det ikke bli'r  aktuelt at ta' imod opkast fra hende imorgen. Hun har spist tæt på ingenting idag. Ville ønske, at hun var en lille fedling, når hun har sådanne dage så. Men nå, lidt mave er der da at tære på. Og fik trods alt proppet en smule flødeskum derned tidligere.

Må se, hvordan det går staklen imorgen. Håber hun får det bedre. Ikke fordi.. Hun kaster op, klynker lidt og render så ud og leger videre. Ikke så meget pjat. Hvis det havde været mig, der kastede op, havde jeg klynket væsentligt mere og lagt mig i fosterstilling på sofaen. Jeg er dårlig til at være syg, rigtig dårlig (det er derfor, jeg er det så sjældent; 7-9-13-bankunderbord!).

Jeg er også rigtig dårlig til opkast. Opkast er sådan seriøst klamt. Snot, bussemænd, urin, fæces, madrester, sågar tandbørstning (ja, jeg har en sær aversion mod tandbørstning) er ting, der i forbindelse med det at være blevet mor er blevet væsentlig mindre klamt. Eller, dvs. - når det kommer fra Agnes altså. Grønne bussemænd fra andre børns næser er stadig ligeså klamme og ækle, som de altid har været. Agnes' derimod, de er kun jævnt ulækre. Hendes opkast derimod. Yaks. Opkast er og bliver bare altid ækelt. Men det er nok desværre hverken første eller sidste gang, at jeg må finde mig i, at skulle tørre opkast op fra gulvet.. Og stolen, Og bordet.. Og af tøj og sko. Og smøre nye madder.. The great joys of motherhood.

Vi har også været i ZOO idag, sammen med kusinerne, uden problemer, og uden opkast. Det var et hit! Og det var ski'e koldt. Godt at flyverdragten ligger klar til brug.

Nu vil jeg tigge mig en slurk af faderens kolde øl og se film, helt uden at falde i søvn.

At blogge eller ikke at blogge..

.. det bli'r til meget lidt herinde. 

Havde overvejet om jeg bare sku' lukke helt ned, nu hvor Agnes fyldte år. Et år med baby-blog - det havde været ok. Men men.. Det er bare så nemt et sted lige at berette lidt om hverdagen samt at smide lidt billeder ind.. Hvis jeg dropper dette helt, så skal jeg jo først for alvor til at fatte pen og papir istedet. Så går det alligevel jævnt hurtigere med mit 8-finger-system. 

Der er sket en smule siden sidst.. Tror jeg vil berette om det i noget listeform, endnu engang..

AGNES HAR..

... holdt sin først fødselsdag, ikke overraskende, d. 1. nov. 

... ca. 9 tænder. 5 forneden og 4 foroven. Cirka.. 

... forfærdeligt store kvaler ved at få børstet selvsamme 9 tænder. Det er en kamp hver aften, når bisserne skal børstes, og aller nemmest går det faktisk, når hun sætter i et ordentligt hyl -  med åben mund, vel at mærke. Det er dog dagens eneste overgreb, og hun præsterer altid kun krokodilletårer, så vi er ikke til at rokke ved - ikke at børste tænder er vist kun at gøre hende en bjørnetjeneste. 

Glæder mig dog til at kunne fortælle hende historien og Karius og Baktus.. Måske det kan få hende på andre tanker. 

... stor glæde i at sige "hi" til Gud og hver mand.

... idag sagt noget, der kunne lyde som "far" (satans!!). I hvert fald siger hun (næsten) konsekvent "ba", når hun bliver bedt om at sige far.

... en forfærdelig hård pande, når hun vælge at uddele "skallere". Hun er muligvis det, man vil kalde for tykpandet. I hvert fald ser det ud til at gøre væsentlig mere ond på mig, end på hende, når hun nikker skaller!

... mega lange ben og lille, slank mave (undskyld, men jeg spørger lige igen - hvis baby er hun egentlig!?), hvilket forårsager, at hun snubler i mange af hendes bukser.

... bl.a. brugt den netop overståede weekend i Hareskoven sammen med kusinerne. Hun gik og gik og gik, sparkede til nedfaldne blade og hilste på hunde. Det var fedt,

... fået sin første større skade.

... oplevet sin første tur i ambulance.

... været på skadestuen for første gang.

... fået sine første to sting. Over næseryggen..

... har generelt lidt for meget fart i benene og lidt for megen lyst til at klatre; kombineret med manglende evner og overblik er det en farlig cocktail.

Agnes og kusine Filippa i en ruin i Hareskoven. 

Svært at gå på ujævnt underlag...

Efterårsstemning i Hareskoven

Agnes og kusine Nora foran vinterens kommende kælkebakke..

Der er desuden lagt billeder op, fra Agnes' fødselsdag, i forrige indlæg.

Go' aften!

AGNES 1 ÅR!

Så for sørensen! Så fyldte Agnes da lige et år. 

Så er hun definitivt ikke længere en baby. Siger nogen. 

Meeen.. Mit mor-hjerte har det bedst med stadigt at betragte hende som en baby. En stor en af slagsen, jovist. Og en gå-baby også, men stadig.. 

Inden jeg fik Agnes, sku' jeg ha' 3 børn. Så fik jeg Agnes og ændrede mening.. til 2..

Men nu er min første baby så allerede teknisk set en såkaldt tumling, der både går, drikker af glas, spiser med ske, siger "HI!", stabler legesager og leger med Duplo. Det er gået alt for hurtigt! Måske man skal ha' 3 alligevel.. Eller 4.. Lige nok til en holdkap. En medley-mix, måske. Mon faderen går med til det?!

Nå men altså, Agnes havde fødselsdag, og det havde hun i lørdags. Vi fik besøg af 2 x bedsteforældre samt kusine Filippa og Nora og deres forældre. De fik aldrig den der flotte, hjemmelavede invitation. De fik en sms.. 

Men der er generelt ikke meget overskudsmor at spotte her. Ingen kreativitet, sølle engagement (bortset fra når det kommer til at nusse om sofaen) og glemsomhed er i højsædet. Derfor måtte de også ta' til takke med figenstænger og mini-flødeboller i Vuggeren idag. Det var, hvad jeg kunne overskue, at ta' med til fejringen af Agnes (men når man ser bort fra eventuelle bebrejdene blikke fra speltmødre m.fl., så vil jeg æde min gamle hat på, at ungerne synes, at livet denne mandag blev en lille smule skønnere, da de fik en flødebolle!..).

Agnes sku' også ha' haft rødt tøj på i vuggeren idag - de holder temauge om farver. Ups. 

Imorgen dog, da er det gult. Og jeg har fundet både gule strømper og gul cardigan frem! Tjek.

Nå men, fødselsdagen gik nu meget godt. Og en overskudsmor havde stukket hovedet lidt frem og sørget for at gøre rent, pynte til fødselsdag samt kreere brunch, hjemmebagte boller og lagkage m.m.

Det blev helt ok, hvis jeg selv skal sige det. Folk hyggede sig vist, og ikke mindst så nød Agnes al opmærksomheden og alle menneskerne omkring sig. Fornemmede man.. 

Hvad angår gaver, så fik hun så mange fine af slagsen, og selvom interessen for at pakke dem op, ku' ligge på et meget lille sted, så er de taget flittigt i brug. Især mobiltelefonerne. Dem lægger hun op under hagen/op til øret, og så siger hun ellers "hej hej hej hej"... Skræmmende! 

Og så er der simpelthen sket det, at vi til fødselsdagen for en gangs skyld havde fundet det store, fine Canon-kamera frem, og derfor tog dagens billeder med dette fremfor med mobilen. Ergo smider man ikke bare liiige helt ligeså nemt en masse billeder op på det her blog. Men de kommer. Some other day.

Nu har klokken imidlertid rundet de 22.00 (åhh gru, sikke sent!?), så jeg vil finde min seng, og så må der komme billeder af fødselaren senere. 

Gå-babyen (sådan én er sgu svær at fange på film!) med sine gaver

Fødselsdagsgæsterne..

Dagen derpå - hun ligner en, der godt ku' ha' lidt ondt i håret..!

Agnes med sine to ny legetøjstelefoner. Hun ved da udemærket hvordan sådan nogle fungerer.
Skræmmende...

Agnes besigtiger lagkagen og hapser blåbær!

Det blev ikke til egen kage - dertil er moderen for doven, nærrig og madglad (ja, det er sgu spild!)
 - men sit helt eget stykke fik hun selvfølgelig. Mums.

 Aftensmaden. Faderen håber, at pulled pork burger en dag må blive Agnes' livret..

Billederne ligger desværre ikke lige i kronologisk rækkerfølge. Det skyldes ikke, at jeg er helt rundt på sinkadusen, men derimod, at dette blogsted er lige til at lukke op og ski.. i. Godt, at jeg har et så tålmodigt gemyt, ellers var PC'en røget en tur i gulvet forlængst!..

Whatever happened to handshakes..?

.. eller bare krammere forbeholdt forældrene, i det mindste?! 

Agnes har, nærmest siden sin allerførste dag i vuggestuen, fået ros for at uddele verdens allerbedste krammere. Med masser af skrigende unger, uopdragne knægte og spandevis af lortebleer, virker det som om, at pædagogerne sætter pris på en krammer fra Agnes. 'Cause who wouldn't? 

Og selvom jeg egentlig er lidt modstander af al det der "nymoderne" krammeri til højre og til venstre, og helst bare ser det gode gamle håndtryk tilbage i sociale sammenhæng, så er jeg glad og taknemmelig for, at Agnes er så glad for pædagogerne, at hun gladeligt tildeler dem krammere.

Nu, til gengæld, tror jeg nærmere, at hun bare er hoppet med på bølgen af krammeglade danskere. 

I hvert fald havde stuens nye drengs mor fået sådan helt uhørt mange krammere af Agnes idag. Her snakker vi altså om en fuldstændig fremmed kvinde, der tilfældigvis opholder sig i vuggestuen, fordi hun er ved at indkøre sit barn. 

Hm. Og jeg som ellers føler mig så priviligeret og elsket, når hun krammer the shit ud af mig. Men.. Mon ikke jeg kan satse på, at Kristians mor i det mindste ikke fik masser af åbenmundsmøssere? Det håber jeg. De skal være tilegnet mig. Og kun mig. Og faderen også, måske. 

(der er sandsynligvis heller ikke specielt mange fremmede, der vil bryde sig lige så meget om Agnes' åbenmundsmøssere som jeg gør..!)

Lige nu ligger hun og sover med en børnepanodil i nummeren..  39,5 i feber og kogende. Stakkel. 

Håber den hjælper, så feberen falder og hun (nåja, og vi andre.. men, det skænker jeg jo ellers (næsten) slet slet ikke en tanke..) kan få en god nats søvn.  Noget tyder på det - har ikke løbet i pendulfart frem og tilbage mellem sofa og børneværelse i et kvarter nu i hvert fald. 

Go' fredag aften!